
"What if the most profound transformation you’re seeking isn’t somewhere ahead of you — but available right here… in the quality of your attention… in this very moment?" - Richard Moss
Kvaliteten af dit nærvær er dit livs rigdom
Richard Moss i København den 14. – 16. august 2026
Dette weekendseminar er en invitation til at sætte farten ned og vende blikket indad – ikke for at undslippe udfordringerne i dit liv, men for at møde dem mere fuldt ud. Seminaret er en lejlighed til at opdage, hvad der bliver muligt, når du virkelig kan byde alt det, livet bringer, velkommen. Du kan forvente at blive guidet ind i en levende udforskning af væren, og hvad det betyder at leve med integritet - i dig selv, i dine relationer og dine oplevelser. Du vil få mulighed for at erfare, hvordan tilbagevenden til det tidløse nu bliver en vej til ægte helbredelse og livfuldhed.
I disse usikre og turbulente tider vil Richard særligt fokusere på redskaber, som kan hjælpe os til at bevare ro og klarhed i hverdagen. Gennem meditation og bevidsthedsøvelser vil vi åbne os for en indre kerne af stilhed, glæde og væren, som er uberørt af skiftende livsomstændigheder. Der er et ”sted” inden i os selv, som vi i princippet altid har adgang til, men som vi alt for let glemmer midt i livets stormvejr – en ren glæde som dybest set er uafhængig af ydre årsager.
Richard Moss, M.D., er en værdsat spirituel lærer og forfatter til bl.a. ”Livets mandala” og ”Den sorte sommerfugl”. Richard opererer, hvor psykologisk og spirituelt arbejde møder hverdagen. Han er oprindeligt læge, hverken guru eller terapeut - alligevel kan det være både terapeutisk og spirituelt transformerende at arbejde med ham. Med en sjælden intelligens, og gennem konstante studier og inspirationer fra naturen, poesi og andre mennesker, har han udviklet sin lære gennem næsten 50 år. Han arbejder til stadighed med at fordybe arbejdet gennem sit eget liv, og det er derfor altid ’nyt’ at lytte til Richard - også selvom man har hørt ham før. Han er kendt for sit særlige nærvær, der har berørt tusinder af mennesker i alle dele af verden. Richard Moss arbejder på en nænsom, venlig og kærlig måde, der giver de mennesker, der deltager, mulighed for at møde sig selv påny - på dybere og mere kærlige niveauer.
NB! Richard taler et tydeligt og let forståeligt engelsk! Der vil være hjælp til at forstå eventuelle vanskelige udtryk.
Aftenseminar med Richard Moss – tid, sted og pris:
Fredag den 14. august kl. 19.00 – 21.30 i Det Åbne Rum, Østbanegade 13 kld., København Ø (lige ved Østerport Station og metro). Pris: 200 kr. ved tilmelding/betaling inden den 1. juli. Herefter 260 kr.
Weekend-seminar med Richard Moss – tid, sted og pris: Lørdag den 15. august kl. 10.30 – ca. 17.00 og søndag den 16. august kl. 13.00-16.30. Weekenden foregår l i Det Åbne Rum, Østbanegade 13, kld., København Ø, lige ved Østerport Station. Om lørdagen vil der være en frokostpause på 1½ time. Du kan medbringe din egen madpakke eller vælge at spise ude i byen på et af de mange nærliggende spisesteder. Søndag er der en ca. 20 minutters te-pause midtvejs i forløbet. Pris: 1480 kr. ved tilmelding/betaling inden den 1. juli. Herefter 1880 kr. Samlet pris for aften- og weekendseminar: 1620 kr. ved tilmelding/betaling inden den 1. juli. Herefter 1980 kr.
Tilmelding (og evt. nærmere info) til psykolog Grethe Damon, e-mail:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Du kan ikke tilmelde dig aften- og/eller weekend med Richard Mosss gennem Quantum Seminars, da vi ikke er arrangør af Richard's besøg denne gang.

"We are on a journey of becoming that which we already are. That is the impossible paradox of our lives". - Leonard Jacobson
Nøgler til spirituel opvågning - seminarer med Leonard Jacobson i København den 26. og den 27. september
Leonard Jacobson fra USA er en fremtrædende spirituel lærer og healer, der er kendt for sin evne til at formidle en tilstand af dybt nærvær, vågenhed og stilhed til hele grupper af mennesker. Han hjælper os desuden med at blive bevidste om de mekanismer og mønstre, der bringer os væk fra vores fulde tilstedeværelse i nuet, og som fungerer som hindringer for vores spirituelle opvågnen. Mønstre, der kan holde os fast i fortiden og gøre det vanskeligt for os at være nærværende – f.eks. egoets forsvar og forskellige begrænsende overbevisninger. Han viser, hvordan vi kan møde disse mønstre med større bevidsthed og medfølelse og skabe mere frihed i vores liv og relationer.
Hans undervisning er enkel, klar og meget direkte og giver muligheden for at opnå frigørelse fra fortidens begrænsende indflydelse og fra sindets og egoets tyranni.Hvis en lærer som f.eks. Eckhart Tolle inspirerer dig, er der meget at hente hos Leonard Jacobson.
Følelsesmæssig healing
Et af de mest bemærkelsesværdige aspekter af Leonards arbejde er den følelsesmæssige healing, der finder sted i hans nærvær. Han besidder en unik evne til at tune ind på den enkeltes behov og blidt guide vedkommende hen imod en tilstand af helhed og integration. Han hjælper os med at åbne døren til vores sande Selv, den tidløse dimension i os, som allerede er hel og komplet – og til at forblive etableret i denne tilstand af vågent nærvær midt i hverdagens gøremål og udfordringer. Læs evt. mere på www.leonardjacobson.com Her fortæller Leonard bl.a. om sin egen opvågningsproces.
Seminarer i København - tid, sted og pris:
Lørdag den 26. september kl. 14 - 17.30 og søndag den 27. september kl. 19 - ca. 21.15. Foregår i Det Åbne Rum, Østbanegade 13 kld, København Ø (lige ved Østerport Station). Pris for lørdags-seminar: 380 kr. inkl. moms. Pris for aften-seminar om søndagen: 240 kr. inkl. moms. Hvis du deltager begge dage, hvilket kan anbefales, er prisen ialt: 560 kr. inkl. moms.
Tilmelding:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

I Frans af Assisis fodspor
Meditationsrejse med retreat på kloster ved Assisi i Italien den 8. - 15. oktober 2026 - med Svend Trier.
Tag med på en uforglemmelig meditations- og pilgrimsrejse til det tidligere kloster Abbazia de san Pietro ikke langt fra Assisi i Umbrien, Italien. To af dagene er vi på udflugt i Assisi, hvor vi besøger de vigtigste kirker og bl.a. mediterer ved Frans af Assisis gravsted. Desuden oplever vi et lille eremit-kloster, som er placeret i skoven 800 meter over havets overflade udenfor Assisi. Her plejede Frans at trække sig tilbage og meditere og bede i en lille grotte. Vi vil opleve stilheden på stedet og nyde de smukke naturomgivelser. Vi har også planlagt en halvdagstur til den nærliggende smukke middelalderby Spoleto. Resten af tiden tilbringer vi på retreatstedet og dets nære omgivelser for at fokusere på meditation og indre fordybelse. Desuden er der mulighed for at vandre i de smukke naturomgivelser - bl.a. er der en ½ times gåtur til den lille middelalderby Trevi, som er en oplevelse i sig selv.
Denne retreat med samtlige udflugter arrangeres af VisionWorks i Norge, som er medlem af rejsegarantifonden. Man skal selv sørge for rejsen til og fra Italien, men der vil blive arrangeret fælles bustransport til retreatstedet fra og til lufthavnen i Rom på start og slutdatoen. Nærmere detaljer finder du på følgende web-site: https://www.visionworks.no/kurs-med-svend-trier
"In meditation you become silent and remain at rest in your own true Self". - Amma
En rejse tilbage til dig selv - meditationskursus den 23., 24. og 25. november i Kbh. - alle dage fra 17.30-19.00
Hvadenten du er nybegynder eller øvet mediterende kan du have stor glæde af dette unikke kursus, hvor du lærer forskellige redskaber til at reducere den indre mentale støj og finde frem til en naturlig stilhed, ro og indre glæde, som du kan tage med dig ud i dagligdagen. Du lærer desuden, hvordan du forholder dig til forskellige udfordringer i forbindelse med din meditationsudøvelse - f.eks. rastløshed, indre uro og tankemylder eller en tendens til at falde i søvn. Vi kommer også ind på, hvorledes du bedst kan integrere den meditative bevidsthed i dit aktive liv. Kurset består af 4 mødegange á hver 1½ times varighed. De tre første mødegange er den 23., 24. og 25. november - alle dage fra kl. 17.30 - ca. 19.00. Derudover er der et opfølgende møde efter 1 - 2 uger efter nærmere aftale. Underviser: meditationslærer Svend Trier. Sted: Det Åbne Rum, Østbanegade 13 kld., København Ø. Lige ved Østerport Station. Kursuspris: 1850 kr. inkl. moms. For studerende ledige og pensionister er prisen 1580 kr. inkl. moms. Unge under 30 år er i henhold til de nye momsregler fritaget for moms. Når man én gang har taget dette kursus, kan man altid deltage gratis igen senere som genopfriskning. Tilmelding:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

"Your true nature is that of infinite spirit. The feeling of limitation is the work of the mind" - Ramana Maharshi
At møde sig selv - stilhedsmeditation og selvudforskning
Meditations- og fordybelsesweekend (to eftermiddage) med Svend Trier den 28. - 29.11. i Kbh.
To eftermiddage, hvor vi vil åbne os for stilheden bagom tankerne og historierne og udforske kontemplative praksisformer, som kan hjælpe os i retning mod en dybere forståelse og indsigt i bevidsthedens sande natur. Vi vil bl.a. hente vores inspiration hos den indiske vismand Ramana Maharshi. Disse to eftermiddage er for mennesker, der allerede har en vis erfaring med meditation eller mindfulness eller tidligere har deltaget i meditations- og fordybelsesweekender eller grundkursus hos Svend. En lejlighed til at gå dybere og forny sin meditative praksis.
Tid, sted og pris: Lørdag den 28. november kl. 14.00 - 17.30 og søndag den 29. november kl. 14.00 - 17.00 i Det Åbne Rum, Østbanegade 13 kld., København Ø (lige ved Østerport Station). Pris: 750 kr., heraf moms 150 kr.
Tilmelding:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.